onsdag den 9. april 2014


Fra plejehjem til aflastningshjem.


Tilbage i 2011 vedtog Odense byråd planen Ny virkelighed – Ny velfærd. Tiltaget gik i sin enkelhed ud på at spare mest muligt. Resultatet kender vi i dag. Gode private madordninger skal erstattes af fabriksmad fra et stort fælleskøkken, ældre sidder i timevis i uskiftet ble, aktiviteter i børnehaver, skoler og plejehjem er stort set ikke eksisterende, da normeringen ikke er tilstrækkelig. Inklusionen i folkeskolen er gennemført, dog uden at der følger midler med ud til eleven for at understøtte maksimal udfordring for den enkelte. 


Vi var derfor mange, der havde set frem til kommunalvalget 2013. Resultatet måtte blive Nyt byråd – Ny anstændig tilgang til borgerne. Dette skete desværre ikke. 

En kær ven er tilbage. Her tænkes ikke på hjemmeplejeren.

Der er noget galt, når ældre borgere bliver indlagt på psykiatrisk afdeling med stress og angstsymptomer over at skulle bo alene i eget hjem. Der er noget galt, når ældre medborgere udtaler at de kom for sent på plejehjem, til at de selv kunne bestemme hvor og hvornår, til at de kunne drage nytte af mulighederne mens de stadig var aktive osv. 

Aflastningshjem i Stavids Å Kommune.

Fortidens plejehjem er historie. De ældre skal i dag tilbydes boliger, som de kan betragte som deres egne hjem. Boligerne skal indeholde soveværelse, stue, entre, tekøkken og badeværelse. Fremtidens aflastningshjem tilbyder dagligt aktiviteter, der spænder fra deltagelse i hverdagsaktiviteter, lave mad, vande blomster, vaske tøj og lufte hund til fysisk træning, udflugter og festligholdelse af højtider og fødselsdage. Der skal indrettes spisestue, hvor den enkelte beboer kan afholde fødselsdage, påskefrokost osv. med sine pårørende. Overnatningsmuligheder for pårørende, der kommer langvejsfra. En god alderdom handler om, at der skal være en grund til at stå op hver morgen. At man skal bidrage med det, man kan. Ingen mennesker fortjener at blive parkeret i passivitet. 

Hvad ville du vælge, hvis du selv kunne.
Fabriksmad skal markedsføres af reklamebureau.




















Hvad der burde være en selvfølge:

  • at spise den mad man er vant til.
  • at føle sig velklædt og soigneret. Tilbud om dagligt bad.
  • at bestemme egne tider og rutiner.
  • at komme ud når man har lyst til det. 


  • at skabe differentieret beboersammensætning.
  • at træffe andre mennesker. 


  • at udvikles gennem hele livet. 


  • at holde sine minder levende. 

  • at stimuleres gennem sansehaver.

     







 
En aktiv tilværelse er enhver mands ret, også selv om man er på pension eller anden offentlig forsørgelse. Det er derfor meningsløst når kommunen hæver prisen for pensionister med 50 % for at komme i svømmehallen. Når borgere nægtes ekstra kørestol for at kunne deltage i idrætsaktivitet, fordi kommunen ikke ved, hvilken kasse pengene skal tages fra.


Ældre halvdemente borgere på 80 år, kan efter personligt fremmøde opnå udsættelse af oprettelse af E-Boks i op til 2 år. Er forventningen derefter at evnen til at kunne håndtere E-Boks er kraftigt forbedret efter disse 2 år? Næppe, selv i dag er der borgere der har svært ved at kommunikere pr. brev, og er afhængige af andres hjælp. Der er da ingen grund til at gøre deres dagligdag mere uoverskuelig. 


Børn og unge har ikke mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, da husstandens overførselsindkomst ikke kan rumme denne udgift. Indførelse af et wildcard gør det muligt for børn og unge at deltage på lige vilkår med deres jævnaldrende i fritidsaktivitet på kommunens regning.


Af de unge under 30 år, skønner Odense kommune at 66 % er uddannelsesparate, hvilket automatisk betyder at man går fra kontanthjælp, kr. 10.689, til uddannelseshjælp, kr. 5.857. Beskæftigelsesministeriet havde forventet 41 %. I Svendborg er den 26 % og den laveste andel uddannelsesparate findes i Allerød med 14 %. Godt at bo et sted hvor de unges kvalifikationer ligger så væsentligt over landsgennemsnittet!(???).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar