fredag den 25. oktober 2013

Baggrund for selvstændighed

Baggrund for selvstændighed.

Som det er de fleste bekendt går det mere end skidt i Odense. Borgmester og Rådmænd siger samstemmende, "Vi har ingen penge" og hvad værre er "Vi har ingen ideer"." Klar jer selv".

Det gør vi så. Kapitel 1. i enhver katastrofehåndbog hedder altid "Red dig selv, før du påtænker at hjælpe andre".

Vi vil skabe Danmarks bedste kommune for børn, unge, erhvervsaktive, erhvervsinaktive samt ældre.

  1. Vuggestue/Dagpleje og børnehave skal have åbningstider, der tilgodeser brugernes behov. En normering der sikrer, at det reelt er muligt, at lave pædagogiske aktiviteter, ture ud af huset m.m.  
  2. Folkeskolen skal være det foretrukne grundskoleforløb. De elever, der udfordres fagligt, fysisk eller socialt skal støttes i klassen, centre eller specialskoler. Inklusion når det giver mening.
  3. For ansatte i de primære erhverv kompenseres en lavere løn med et tredobbelt beskæftigelsesfradrag. Flexjob, hurtig genoptræning. Ingen er uundværlige.
  4. Plejecentre opgraderes til pleje- og aflastningscentre, hvor ældre, der ellers har mulighed for at klare de daglige pligter i hjemmet selv, får mulighed for at være en ressource for jævnaldrende, der ikke selv kan klare dette.

Diverse undersøgelser (se linksamling), hvad enten de er fra DI (Dansk Industri), 3F, AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd), peger i samme retning på følgende områder.

De store vækstområder er ikke København, Århus eller Aalborg. Udviklingen sker derimod i disses omegnskommuner.

De kommuner, der klarer sig bedst, har mellem 25.000 - 60.000 indbyggere.

De fynske kommuner ligger alle i den tunge halvdel af de danske kommuner, størstedelen i den tungeste tredjedel. En undtagelse er Middelfart, der, hvis det var teknisk muligt, gerne gravede en kanal øst for Ejby, fyldte Lillebælt op, og gjorde sig selv landfast med Trekantsområdet.

Området omkring Stavids Å har en højere andel af selvstændige end de andre dele af Odense. Da disse ofte bliver længere på arbejdsmarkedet, er trykket på offentlig omsorg markant mindre her.

Odense består af 5 lige store dele, indbyggermæssigt. Midtbyen, NV, SV, SØ samt NØ. Af disse er NV den bedst økonomisk stillede. Lad os sige at vi bidrager med faktor 1,5. De andre med hver 1,0. Et samlet Odense står dermed med en faktor på 1,1. Efter selvstændigheden øges vores velfærd fra 1,1 til 1,5, en stigning på 36 %, en markant forbedring, der sikrer forbedret skolegang, ældrepleje, kulturelle og sportslige tilbud. Resten af byen går fra 1,1 til 1,0, et fald på 9 %, hvilket næppe er mærkbart. Tallene er kun vejledende, men giver dog en meget god fornemmelse for skævvridningen af velfærdsfordelingen i Odense Kommune.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar